Søren Bjerre-Nielsen har siden 2011 satset på en bestyrelseskarriere og kan se tilbage på bemærkelsesværdige resultater i de virksomheder, hvor han har siddet for bordenden. Nu er han netop kåret som Årets Bestyrelsesformand 2017 for sin formandspost hos VKR Holding. Ud over sin rolle som bestyrelsesformand for VKR Holding er Søren Bjerre-Nielsen bl.a. bestyrelsesformand for Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab.

"Jeg vil gerne takke juryen for prisen og er glad for anerkendelsen af mit arbejde som bestyrelsesformand i VKR Holding, hvor jeg ser frem til at fortsætte og bygge videre på det gode arbejde med den øvrige bestyrelse," udtaler Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand for VKR Holding A/S i forbindelse med kåringen.

Juryen fremhæver bl.a. i sin begrundelse, at VKR Holding A/S har oplevet en fantastisk udvikling i et ellers fladt marked, hvilket har medført en firedobling af resultatet siden 2013 og en fordobling siden 2014. Overskudsgraden eller virksomhedens indtjeningsevne er således steget fra 8 % i 2013 til hele 17 % i 2016, hvor familievirksomheden i øvrigt kunne fejre 75 års jubilæum.

”VKR Holding har med Søren Bjerre-Nielsen for bordenden været igennem en flot udvikling, hvor man ikke alene har opnået en stigende omsætning, men også en fordobling af indtjeningen over en relativt kort årrække. Samtidig er man lykkes med at opnå flotte resultater fra andre forretningsområder end Velux, som nok er det mest kendte forretningsben i gruppen, herunder Dovista og Arcon Sunmakr,” siger Mogens Nørgaard Mogensen og tilføjer, at juryen med prisen ønsker at hædre de dygtigste bestyrelsesfolk til inspiration for andre erhvervsledere og virksomheder.I spidsen for en mangfoldig og professionel bestyrelse

For Søren Bjerre-Nielsen er det vigtigt at vælge de rigtige mennesker og dermed sætte det helt rigtige hold og give dem de rette vilkår, så bestyrelsen kan udføre sin opgave så professionelt som muligt. I VKR Holding er han lykkes med at sammensætte en professionel bestyrelse i en familieejet virksomhed bestående af nogle af Danmarks dygtigste erhvervsledere.

”Søren Bjerre-Nielsen ser det at være bestyrelsesformand som en slags dirigent-rolle. Og det fortjener anerkendelse, at han har formået at opbygge en professionel bestyrelse i en familieejet virksomhed, der i høj grad formår at spille godt sammen,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen og ønsker et tillykke med prisen.